Der har nu i et par generationer været snak om, at danskernes madlavningsevner bliver dårligere og dårligere. Vi er simpelthen ikke gode nok til at give vores madviden videre, og det bliver værre for hver generation.

For en måned siden viste en undersøgelse, at kun hver anden dansker laver mad fra bunden hver dag, og hver fjerde køber en færdigret en gang om måneden eller oftere.

Så sent som i dag har en anden undersøgelse vist, at campylobacter-bakterien stadig er den største årsag til madoverførte sygdomme herhjemme med over 4000 tilfælde om året, og at det især er unge, der rammes. Det skyldes, at de ikke ved nok om køkkenhygiejne.

Mad med de mindste

Det bedste udgangspunkt er, hvis du inddrager dine børn i madlavningen, fra de er helt små. Mange forældre tror, at børnene ikke kan være i køkkenet, før de er omkring 10 år, men det er meget sent at begynde.

Allerede fra 2-3 års alderen kan børnene begynde at opholde sig i køkkenet og røre i kolde retter. Når de kan betjene en kniv, kan de også sagtens skære bløde madvarer – og giv dem for guds skyld hellere en ordentlig kniv, som de kan styre, end en sløv kniv, som risikerer at smutte for dem, fordi den ikke går ordentligt igennem maden.

Du kan også med fordel investere i et legekøkken til børnene, så de kan øve sig helt ufarligt og lade køkkenet indgå i legen. Det giver en øget interesse for madlavning og gør dem bedre til at agere i køkkenet. Her kan I også starte med at øve nogle af de vigtige forholdsregler i køkkenet som at passe på varme gryder, ikke lægge kniven på kanten af bordet og lignende. Det er godt at sikre sig, at barnet har styr på de grundlæggende ting, før I bevæger jer ud i køkkenet, hvor tingene faktisk er varme.

Når de bliver ældre

Hvis dine børn er vant til at begå sig i køkkenet, kan de sagtens så småt begynde at lave mad selv omkring 10-12 årsalderen. I starten bør du være til stedet og holde lidt øje, men ellers er det fint, at du er i huset.

Til at starte med kan det tage sin tid, og det er ikke sikkert, at alle dele af retten er færdige helt samtidig, men det skal barnet nok lære med tiden. Mad tager tid, og barnet skal nok lære at fornemme råvarerne og processerne med tiden.

Leave a Reply